"Her er jeg bare mig" – sådan oplever unge med handicap livet på efterskole

Af Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk

Før Siri Bæk Troelsen begyndte på Hardsyssel Efterskole, var det med venner svært. Hun er født med cerebral parese, som gør, at hun ikke kan kontrollere sin krop og sin tale, som hun ønsker.

Før efterskolen gik hun på en specialskole i en klasse med 12 elever, som kom vidt forskellige steder fra. De havde også forskellige udfordringer, og det gjorde det svært at ses uden for skoletiden. Det var en af grundene til, at Siri Bæk Troelsen gerne ville på efterskole. En anden var, at hun trængte til at komme lidt væk.

”Jeg ville gerne hjemmefra på en normal skole og prøve at føle mig mere selvhjulpen,” siger Siri Bæk Troelsen.

Hun husker efterskolestarten i august 2024 som overvældende.

”Det var fedt, men lidt svært i begyndelsen. Der var mange, som ikke havde set en med handicap før. I starten talte folk på en meget pædagogisk måde til mig, hvilket var irriterende. Men det stoppede de med,” siger Siri Bæk Troelsen.

Efter omkring tre uger begyndte hun at få nogle venner, og i løbet af det sidste halve år udviklede det sig til en vennegruppe.

”Det er megafedt. Der er nogen at være sammen med 24-7. Det kører jo med 200 kilometer i timen, hvor der foregår meget. Jeg har stor FOMO og er enormt dårlig til at sige fra, når det bliver for meget,” siger Siri Bæk Troelsen om det nye liv, som åbnede sig for hende på efterskolen.

Jeg føler, de har accepteret mig
”På efterskolen føler jeg mig på lige fod med alle de andre og helt normal. Der kan godt opstå situationer, hvor jeg bliver træt af det, fordi de andre skal vente på mig. Men det er ikke, fordi de siger noget til det. Jeg føler, de har accepteret mig,” siger Siri Bæk Troelsen, som særligt holder af, når de andre laver sjov med hende – også med hendes handicap.

”Når de laver sjov med det, er det nemmere at acceptere. Det er ligesom at se det på en positiv måde,” siger hun.

Men det er ikke altid, at hun lykkes med at se det positive i sit handicap.

”Selvfølgelig er det også nogle gange bare noget lort. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne få det til at gå væk. Men det kan jeg ikke, og det prøver jeg at acceptere, for når det kommer til stykket, føler jeg egentlig, at jeg har været enormt heldig i den måde, jeg har mit handicap på, for jeg kunne have det meget værre. Det kunne jo være, at jeg ikke kunne noget overhovedet eller ikke forstod, hvad der foregik. Det kunne selvfølgelig også være bedre, men det hjælper jo ikke at tænke på det,” siger Siri Bæk Troelsen.

Magasinet Efterskolerne besøgte Hardsyssel Efterskole i slutningen af sidste skoleår. Hvor Siri Bæk Troelsen så tilbage på et virkelig godt år i sit liv. Og som hun selv siger: ”Det er bare gået alt for hurtigt.”

Da Piet Kyndesgaard begyndte på Osted Efterskole, havde han ikke været i skole i et par år. Han har Saul-Wilson Syndrom, som medfører mange problemer som lav vækst, dårligt syn og knogler mv. En opvækst med mange behandlinger og operationer, som Piet Kyndesgaard ofte ikke forstod, førte til, at han udviklede angst. Idéen om, at han skulle på efterskole, var ikke hans, men hans forældres – og han var ikke meget for den, fordi han havde hørt, at man skulle gå i skole fra kl. 7-17. Det var da heller ikke helt nemt at begynde på skolen i august 2023, husker han.

”Det var nervepirrende, fordi jeg ikke havde været social i så lang tid. Men alt i alt var det bare en megafed oplevelse. Jeg havde i så mange år været vant til at gå med mine tanker og bekymringer selv, og nu var jeg sammen med så mange mennesker på min egen alder, som bekymrede sig om, hvordan jeg havde det,” fortæller han.

Mødte andre med samme interesser
Tidligere gik han på en specialskole, hvor han var den ældste og havde svært ved at få venner.

”Så kom jeg på efterskole, hvor der var fyldt med unge mænd på min egen alder, som lavede de samme ting og interesserede sig for de samme ting. Så der var bare folk, jeg mere kunne ’bonde’ med. Jeg har fået nogle rigtig gode venner her på efterskolen, hvor jeg har gået både sidste år og i år. Jeg har fået nogle mennesker i mit liv, som jeg bare har gået og manglet,” siger han.

Efter de to år på efterskolen skal han igennem nogle operationer, som han ved, vil tage tid og ressourcer. Derfor har han for øjeblikket ingen uddannelsesplaner, men drømmer om at arbejde med stand-up.

Han har optrådt til åben scene på Osted Efterskole nogle gange, og det gik med hans egne ord fremragende. Han er også vant til at underholde og være berømt. Det blev han blandt mange danskere, da han medvirkede i TV2-programmerne ’De sjældne danskere.’

”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg er sat i verden af en grund, og det er at få folk til at grine,” siger Piet Kyndesgaard.

Marie Laursen har altid haft et positivt sind og mange venner. Hun har medfødt knogleskørhed, som gør, at hendes knogler brækker så let som ingenting, og hun sidder derfor i kørestol. Da nogle bekendte fortalte om, hvor fedt de havde haft det på Aarhus Efterskole, var hun slet ikke i tvivl om, at hun også ville af sted. Desuden trængte hun til at komme lidt væk hjemmefra, fortæller hun.

”Når man lever med et handicap, er man mere afhængig af sine forældre, så det var sundt for mig at komme lidt væk. Både min mor og jeg ville gerne have en pause,” fortæller hun.

Hun begyndte på Aarhus Efterskole i 2013 og faldt hurtigt til blandt de mange nye venner. Faktisk oplevede hun, at det var lettere at leve på efterskolen end så mange andre steder, hvor trapper, snævre døre og sand kan gøre livet i kørestol vanskeligt.

”Jeg blendede hurtigt ind, og mit handicap fyldte ikke på samme måde. Jeg vidste bare, at jeg kunne være en del af det hele, og både eleverne og lærerne var enormt gode til at virke som om, at jeg bare var ligesom de andre,” fortæller hun og beretter bl.a. om, at de insisterede på, at hun skulle være med til fodbold, selv om det med hendes egne ord nok gjorde det lidt sværere at spille for de andre.

Svært at dele alt
Men efterskoleopholdet var også udfordrende for Marie Laursen. Overfor sine venner i folkeskolen havde hun skjult alt det, der var hårdt. Det kunne hun ikke på efterskolen.

”I folkeskolen levede jeg i to verdener. Hvis jeg havde ondt eller brækkede noget, havde jeg svært ved at lukke andre ind. På efterskolen smeltede de to verdener sammen. Jeg lærte også at lukke andre ind i det, der var svært. Det var nok den største forskel. Jeg har altid haft enormt svært ved at sænke paraderne, men når man er sammen med andre 24-7, er det umuligt at holde dem oppe hele tiden. Og jeg fandt ud af, at det er, når man er mest sårbar, at man kan få størst støtte,” siger Marie Laursen.

På Aarhus Efterskole fik Marie Laursen nogle venner, som stadig er en stor del af hendes liv. Efter efterskolen føltes det mere naturligt for hende at dele svære oplevelser og følelser med dem. Og det hjalp hende, da hun gik igennem nogle lidt hårde perioder, hvor hun blandt andet droppede ud af gymnasiet, før hun fandt den rette vej med en treårig HF.

”Efterskolen var klart mit bedste år nogensinde. Jeg fik nogle venskaber med, som har betydet alverden, og som har lært mig, at jeg skal huske at lukke folk ind i begge verdener,” siger Marie Laursen.

I dag er hun uddannet kommunikatør fra DMJX og arbejder som foredragsholder om livsglæde og om at bryde barrierer. Desuden har hun sammen med en ven fra efterskolen startet foreningen ROBUST, som er et fællesskab for unge mellem 16 og 26 år med et fysisk handicap. Hun har tidligere deltaget i TV 2-programmet ’Pigen med knogler af glas.’


Læs hele temaet om unge med handicap på efterskoler i Magasinet Efterskolerne, nr. 33.